Grundlagt 1862 – lukket 1967
Bryggeriet blev grundlagt af Jens Jørgensen, der var født i Nørreby i Borre. Som ung var han ansat på købmand Hages brændevinsbrænderi i Stege. I 1862 rejste han tilbage til sit fødesogn og startede bryggeriet samme år.
På den tid var der mange bryggerier på Møn og næsten alt øl blev solgt på anker. Sønderby Bryggeri var det sidste af de mønske bryggerier der blev nedlagt.
Ud over øl leverede bryggeriet også malt til hjemmebrug, idet mange gårde og private hjem selv fremstillede øl den gang.
Omkring 1890 blev en Peter Frederiksen (født 1862) ansat som tjenestekarl på bryggeriet. Før sin ansættelse havde han arbejdet på et andet bryggeri – og sågar også på et eddikebryggeri. Han giftede sig i 1893 med brygger Jørgensens datter Caroline. I 1894 overtog de bryggeriet og i årene herefter udvidede og forbedrede den ”nye” brygger virksomheden.
I 1925 overtog Peter Frederiksen’s søn Kaj (1895-1981) virksomheden. Han var ikke alene oplært på faderens bryggeri, men havde været ansat på bl.a. Usserød Bryggeri for at lære faget.
Først i 1918 begyndte man at sælge øl på flasker, og inden da var det udelukkende ankerøl der blev brygget. I 1922 begyndte man at pasteurisere øllet og i 1928 blev installeret en kølemaskine i forbindelse med en ombygning.
I 1934 begyndte man at producere mineralvand og i 1938 startede man mosteri. Kunderne kunne indlevere æbler og få en tilsvarende mængde æblemost tilbage. På den måde kunne man redde meget frugt fra at gå til spilde.
Og i 1962 kunne man fejre bryggeriets 100 års jubilæum. Det blev fejret ved at alle egnens beboere blev inviteret til fest på bryggeriet.
Foruden hvidtøllet blev der fremstillet omkring 10 forskellige sodavandsmærker, Dani Cola, æblemost og saft. Som kuriosum kan nævnes at nogle af sodavandene havde ”indlagt” et sugerør. Herudover forhandlede man øl fra Wiibroe’s Bryggeri i Helsingør.
I bryggeriets sidste år var det Kaj Frederiksens søn, Knud, der stod for den daglige ledelse. Konkurrencen fra de store bryggerier blev større og større – og administrationen af virksomheden blev også større og større. Derfor måtte man i 1967 træffe beslutning om at lukke bryggeriet. På det tidspunkt var medarbejderstyrken på omkring 10 og man havde 3 biler, der hver dag kørte sin ture rundt på Møn med øl og vand.
De sidste år betjente bryggeriet sig af en rød Bedford O-lastvogn med presenninglad, en mørkeblå Hanomag-lastvogn med presenninglad samt en mørkerød Commer-varevogn. Desuden er set en VW varevogn med påskrift "Sønderby Bryggeri" på siden.
Efter nedlæggelsen blev bygningerne i kort tid anvendt til fiskefiletfabrik og herefter anvendt som autolakereri.
Kilder:
Poul Sørensen: Sønderby Bryggeri Møn, Hvidovre 2001.
Og web-masterens hukommelse (Med de risici det indebærer!)
Patentflaske fra Sønderby Bryggeri. Foto Ole Gold
Sodavandskasse fra Sønderby Bryggeri. Foto Ole Gold
Sønderby Bryggeri's skorsten blev sprængt af det lokale hjemmeværn i det tidlige forår 1974. Her er bygningerne set fra syd-øst før og efter sprængningen. (Fotos Niels E. Holm)