Beslutningen om at Kalvehavebanen fra 1. oktober 1932 skulle overtage rutebiltrafikken på Møn vakte en del debat på øen, idet man ikke var helt tryg ved at trafikken skulle styres fra Sjælland. Forholdet blev dog mildnet lidt af, at P.A. Møller, der var leder af I/S Møens Omnibusser, fortsatte som driftsleder for Kalvehavebanens Omnibusafdeling.
Daværende amtmand Toft, Præstø Amt, udtalte dengang til pressen, at overtagelsen var et led i bestræbelserne på at få Kalvehavebanen ud af dens vanskeligheder. Det var meningen at banen skulle søge koncession til ruten Stege-Vordingborg, og derefter var det hensigten, at banen lidt efter lidt skulle afvikles og erstattes med bildrift alene.
Kalvehavebanen etablerede en del direkte rutebilforbindelser mellem Stege og Vordingborg, mens der i andre tilfælde skulle skiftes til tog i Kalvehave. Det sidste forhold var man dog kendt med fra dampskibsforbindelsen, der efterhånden mistede sin betydning. Publikum ville hellere benytte rutebil der blev færget over fra Koster til Kalvehave og i nogle tilfælde fortsatte til Vordingborg.
Allerede på dette tidspunkt begyndte utilfredsheden at ulme på Møn, idet man ikke rigtigt troede på at moderniseringen af banen ville gavne mønboerne.
Udover de overtagne ruter opnåede banen koncession til ruten Stege-Ulvshale i 1934 og til ruten Stege- Hårbølle Bro i 1936. Kalvehavebanen opnåede efterhånden også koncessioner til fragtruterne Kalvehave-Stege-Østmøn og Stege-Vestmøn.
Broer og krig
Ved Storstrømsbroens åbning i 1937 blev den nuværende Vordingborg station bygget, men Kalvehavebanen blev ikke indført direkte hertil. Man kørte fortsat til Masnedsund station, og derfra måtte man bakke til Vordingborg station. I en periode var der rutebilforbindelse fra Vordingborg Slotsstation til den nye station. Begge disse forbindelser kostede naturligvis en del rejsetid og var yderligere medvirkende til mønboernes utilfredshed.
På trods af 2. verdenskrigs rasen kunne Mønsbroen (eller Dr. Alexandrines Bro) indvies i 1943. Den havde længe stået på mønboernes ønskeseddel.
Samtidig med broens åbning blev Bogø-dæmningen indviet. De tiloversblevne færger fra Kalvehave-Koster overfarten blev indsat på den nyåbnede overfart Bogø-Stubbekøbing, og 15. juli 1943 åbnede Kalvehavebanen en ny rutebilrute Stege-Stubbekøbing.
Under krigen blev de trafikale forhold forværret, idet rationeringen betød færre, og til sidst ingen direkte forbindelser med rutebil fra Stege til Vordingborg. Hertil kom at toggangen på Kalvehavebanen blev udtyndet kraftigt.
Efter Mønsbroens åbning var det dog blevet betydeligt lettere at komme til Møn. Og også Bogø havde nu fået bedre forbindelser til både Stege og Stubbekøbing.
Rationeringen af benzin og gummi betød som nævnt at Kalvehavebanen ikke kunne køre gennemgående rutebiler over broen og videre til Vordingborg. Man måtte stadig skifte til tog i Kalvehave.
Med afslutningen af 2. verdenskrig i 1945, regnede alle med, at det nu hurtigt gik mod bedre tider - og bedre trafikforbindelser.
Helt så hurtigt som man i dagene efter krigens afslutning havde håbet på, gik det dog ikke.
Kalvehavebanen i modvind
På trods af afslutningen af 2. verdenskrig var det stadig i årene efter, vanskeligt at skaffe benzin og gummi. Kritikken af Kalvehavebanens betjening blev stærkere og stærkere. På Møn ville man have direkte forbindelser til Vordingborg og København. For at tage brodden af den værste kritik lod Kalvehavebanen efter aftale med DSB ruten København- Kalvehave fortsætte til Stege på banens koncession. Ligeledes blev flere direkte forbindelser mellem Vordingborg og Stege etableret i takt med at benzin- og gummitildelingen steg.
At Kalvehavebanen under og umiddelbart efter krigen - på trods af kritikken fra Møn - udførte et stort transportarbejde, kan illustreres med, at man 2. påskedag 1946 måtte sende ikke mindre end 12 rutebiler af sted for at klare presset på den sidste forbindelse fra Stege mod Sjælland !
Kalvehavebanens økonomi, der gennem krigen havde været god, begyndte atter at skrante. På Møn var der utilfredshed med, at det overskud som rutebildriften gav, blev brugt til at dække jernbanedriftens underskud.
Som hos alle andre privatbaner, var Kalvehavebanens materiel efter krigen totalt nedslidt og en modernisering var påkrævet, hvis banen skulle fortsætte.
På trods af protester fra de mønske kommuner blev der efter krigen gennemført en moderniseringsplan, der bl.a. betød anskaffelse af en skinnebus. Det medførte at man kunne adskille person- og godstrafikken med nedsat køretid til følge. Desuden blev banen omlagt med direkte indføring til Vordingborg station, så man kunne undgå den tidskrævende "omvej" over Masnedsund.
Ballade om moderniseringen
I 1948 blev formanden for Magleby Sogneråd, gårdejer Aage Nielsen, Stubberup, indvalgt i Kalvehavebanens bestyrelse som en af repræsentanterne for de mønske kommuner. En ny moderniseringsplan, der bl.a. omfattede anskaffelse af yderligere en skinnebus blev drøftet. Fra starten var der tvivl om, hvorvidt mønboerne ville gå med til denne plan.
Det skulle blive begyndelsen til en lang og til tider hektisk kamp om, hvem der skulle udføre trafikken til Møn. Aage Nielsen, der allerede i 1930-erne havde markeret sig i debatten om trafikforholdene på Møn, var fra starten skeptisk overfor moderniseringen.
I juni 1949 blev der afholdt et møde mellem Kalvehavebanen og de mønske kommuner om moderniseringen. Statens støtte til moderniseringen var betinget af, at alle interesserede kommuner ydede deres støtte. På Møn var der stor modstand, men Stege By og Stege Landsogn erklærede sig dog, som de eneste på Møn, villige til at gå med til moderniseringen.
I Præstø Amtsråd var der også debat, idet de mønske amtsrådsmedlemmer vendte sig mod moderniseringen.
Ved Kalvehavebanens generalforsamling i oktober 1949 foreslog de mønske repræsentanter i banens repræsentantskab, at DSB overtog banen. Forslaget skyldtes sikkert Kalvehavebanens høje takster. De hørte til blandt de højeste i landet, hvorimod DSBs var væsentlig lavere. I februar 1950 blev afholdt et møde i Stege med DSBs generaldirektør Terkelsen. Han betakkede sig dog! DSB havde ikke råd til at overtage Kalvehavebanen.
Kalvehavebanen, der mere og mere følte jorden brænde under sig, udarbejdede i marts 1950 fire forslag til, hvordan trafikken kunne afvikles i fremtiden:
- Anlæg af ny bane fra Mern (der dengang var endestation for Næstved-Præstø-Mern Banen) til Viemose og nedlæggelse af strækningen Vordingborg-Viemose.
- Total nedlæggelse af banen. Person- og godstrafik besørges af biler.
- Nedlæggelse af banen. Personer og det lettere gods befordres af biler. Bygninger på Sjællandssiden sælges.
- Overdragelse af trafikken til et privat selskab.
Ingen af forslagene, hvoraf de tre sidste kan være svære at skelne fra hinanden, faldt dog i god jord hos banens bestyrelse. Ved en afstemning blev det besluttet, at opretholde banen i dens hidtidige form. Mønboerne stemte dog imod. De var kun interesseret i en forbedret betjening af Møn.
Ballade om koncessionernes fornyelse
Senere på året skulle koncessionerne på Kalvehavebanens bilruter fornyes. Koncessionerne udstedtes af Præstø Amtsråds trafikudvalg, der forinden skulle indhente udtalelser fra de implicerede kommuner. På Møn holdt kommunerne fællesmøde om sagen. På trods af den manglende begejstring for Kalvehavebanen var man dog enige om at anbefale koncessionsfornyelsen, men kun frem til 31. marts 1952.
Præstø Amtsråd afviste i november 1950 at yde tilskud til Kalvehavebanens modernisering. På Kalvehavebanens generalforsamling i december 1950 mente amtmand Sigurd Wechselmann, at nu måtte der komme en løsning på hele trafikproblematikken. Der var derfor enighed om at nedsætte et udvalg med tre repræsentanter fra de mønske kommuner og tre fra de sjællandske. Udvalget havde amtmand Sigurd Wechselmann som formand.
I udvalget indtrådte fra mønsk side borgmester Poul Kühl som repræsentant for Stege By og som repræsentanter for de mønske landkommuner sognerådsformændene Aage Nielsen, Magleby og Alfred Jensen, Damsholte. De tre sjællandske deltagere var borgmester Fritz Petersen, Vordingborg, sognerådsformand Edv. Gotthelf, Kalvehave og sognefoged Karl Johannessen, Øster Egesborg.
Efter flere møder i udvalget, hvor man ikke kunne nå til enighed, besluttede man i sommeren 1951, at amtmanden skulle udarbejde et løsningsforslag. Dette forslag, der blev fremsat i december 1951, gik ud på, at selve jernbanen skulle nedlægges med udgangen af marts 1954 og trafikken afvikles med biler. Hovedkontoret skulle forblive i Kalvehave til 1958. Ledelsen skulle bestå af fire repræsentanter fra Møn og tre fra Sjælland. Forslaget blev forkastet på Sjælland, mens de mønske kommuner nøjedes med at tage det til efterretning.
Kalvehavebanens bestyrelse, der erkendte at mønboerne nu kun havde et mål, nemlig at få banen nedlagt, fremsatte på ny moderniseringsforslag (anskaffelse af bl.a. yderligere en skinnebus). Forslaget blev støttet af staten samt de tre interesserede sjællandske kommuner. Efter denne beslutning udtalte Aage Nielsen 29. februar 1952, at hvis denne modernisering blev gennemført, var han overbevist om, at de mønske kommuner ville gå i nærmere forhandlinger, og starte et kommunalt rutebilselskab.
Møns Omnibusser dannes
Og som sagt så gjort. Præstø Amtsråd meddelte – nærmest i den 11. time – de mønske kommuner at de kunne påregne at få koncessionerne med virkning fra 1. april 1953.
Mønboerne dannede selskabet Møns Omnibusser, og overtog rutebilstationen i Stege, garagen i Mandemarke og en stort antal af de ansatte fra Kalvehavebanen. Derimod kunne man ikke blive enige om at overtage nogle af rutebilerne, hvorfor Kalvehavebanen udbød dem til salg.
Helt uden rutebildrift var Kalvehavebanen dog ikke, idet banen fik lov at beholde koncessionerne til ruterne på Sjælland (på nær hovedruten Stege-Kalvehave-Vordingborg) og Stege-Kalvehave i forbindelse med DSBs direkte rutebil.
I forbindelse med Møns Omnibussers overtagelse af Stege rutebilstation opførte Kalvehavebanen en rutebilgarage i Kalvehave som erstatning for den afgivne garagekapacitet.
Kalvehavebanens fortsatte således med rutebildrift i reduceret form indtil den blev nedlagt 31. marts 1959. Møns Omnibusser og DSB overtog herefter banens ruter.
